Strategisk udvikling af ledere kommer i fokus

14. august 2019

Teknologivirksomheden Kamstrup skruer op for lederudvikling på strategisk niveau for at understøtte den fremadrettede ekspansion. Lederudvikling skal endnu mere i fokus i hele organisationen i den østjyske virksomhed, der er blandt verdens førende leverandører af intelligente løsninger til vand- og energimåling.

Derfor har Kamstrup i en nyoprettet stilling ansat 54-årige Camilla Wolff som chef for lederudvikling. Netop lederudvikling indgår som et grundlæggende initiativ i strategien hos Kamstrups ledelse med adm. direktør Kim Lehmann i spidsen. 

Kamstrup, der i fjor omsatte for 2,3 mia. kr. og har mere end 1.500 ansatte verden over, er vokset hastigt de seneste år. Både i salg af målere, etablering af flere salgskontorer rundt om i verden, innovation samt ansættelse af mange nye medarbejdere. Alene i det seneste regnskabsår, 2018, kom der mere end 150 nye ansatte til i koncernen.

”Ledelse og dygtige ledere betyder, at vi kan tiltrække og fastholde de bedste kompetencer, som er afgørende for, at vi kan nå vores ambition om at sikre rent vand og energi til et maksimalt antal mennesker i verden. Derudover kræver vores fokus på flere partnerskaber mere af vores ledelse, og derfor prioriterer vi nu at opbygge lederudvikling internt i organisationen”, udtaler Vice President HR Michael Stubbe.

Camilla Wolff har gennem en lang årrække arbejdet i forskellige danske konsulenthuse med management-træning hos forskellige topledelser, lederudviklingsprogrammer for organisationer, strategiudarbejdelse og eksekvering samt kommercialisering af organisationer – også internationalt. Camilla Wolff har også en baggrund som leder i flere virksomheder og har senest drevet egen konsulentvirksomhed.

”Jeg ser frem til at arbejde sammen med Kamstrups mange dygtige ledere og i en virksomhed, der sætter en ny dagsorden globalt inden for optimering af verdens vand- og energiforbrug. Opgaven er ikke mindst at sikre vi både styrker og fastholder organisationen til en markedsledende position, og samtidig positionerer Kamstrup til fortsat at kunne tiltrække og udvikle den bedste talentmasse i alle organisatoriske led”, siger Camilla Wolff.

Om Camilla Wolff

Camilla Wolff er tiltrådt som Head of Leadership Development. Hun er uddannet cand.mag. fra Aarhus Universitet og har omfattende erfaring med forretnings- og ledelsesudvikling gennem arbejde med både små og mellemstore, danske virksomheder samt store, internationale koncerner.

Tidligere job

  • Managing partner, WolffBusinessConsulting
  • Director, People & Performance
  • Chefkonsulent, Connectia
  • Strategic account manager, Manpower
  • Regionschef, Jobvision

Bestyrelsesposter

  • DANSKHR
  • Pedersminde A/S
  • Riberhusgård

Privat

  • Bosiddende lidt nord for Århus
  • Gift med erhvervsjournalist Jesper Olesen
  • To børn på 16 og 18 år
Vi anvender cookies for at sikre, at vores website fungerer korrekt og til indsamling af statistikker om brugere, så vi kan forbedre websitets indhold. Hvis du fortsætter med at benytte vores website, accepterer du brugen af cookies. Læs mere.