Novafos har indgået samarbejde med Kamstrup om ny løsning med fjernaflæste vandmålere

13. januar 2020

72.500 kunder i syv nordsjællandske kommuner vil fra 2020 få udskiftet deres vandmålere med nye intelligente, fjernaflæste målere. De fjernaflæste målere vil udover at sikre en præcis afregning gøre det nemmere at finde frem til lækager og give forbrugerne et bedre indblik i deres vandforbrug.

Novafos, der er vand- og spildevandsselskab i Nordsjælland, investerer i Kamstrups nyeste vandmålere flowIQ® 2200, infrastruktur og fjernaflæsningssystem. Den banebrydende teknologi giver nye muligheder for at optimere driften samtidig med, at selskabet får et bedre grundlag for at opdage lækager og få overblik over ledningsnettets tilstand. 

Bedre service til forbrugerne kombineret med mindre vandspild 

”Novafos ser frem til at kunne tilbyde vores forbrugere ny og bedre service, når de slipper for at skulle årsaflæse deres måler, og derudover kan de få en advarsel, hvis deres forbrug ændrer sig voldsomt”, siger Carsten Nystrup, adm. direktør i Novafos og fortsætter:

”Vi glæder os også over, at vi i fremtiden kan benytte de fjernaflæste målere til hurtigere at opspore lækager i ledningsnettet, så vi kan minimere vandtabet. På den måde bliver vi mere effektive samtidig med, at vi passer godt på vores vandressourcer”.

Akustisk lækageovervågning

Fjernaflæsningen vil skabe øget transparens og dermed mere detaljeret viden om mulighederne for at optimere forsyningsnettet og den daglige drift.

”Novafos har valgt en kommunikationsteknologi, der er fremtidssikret i forhold til sikkerhed og høj dataperformance, så selskabet hele tiden har det reelle billede af forbruget og tilstanden i vandledningerne”, fortæller Mads Sckerl, direktør for Kamstrups vandforretning. 

”Samtidig får Novafos vores seneste teknologi, hvor målerne har indbygget akustisk lækageovervågning. Det giver mulighed for at identificere mulige lækager og brud i både stik- og jordledninger samt hovedledningerne ved at opfange lydbølger i vandflowet og registrere den akustiske støj, uddyber han”. 

Målerne udskiftes fra 2020-2022

Kamstrup vil stå for systemudrulningen med udskiftning af 72.500 intelligente målere og etablering af et kommunikationsnetværk til at transportere data fra målerne. Derudover vil Kamstrup være ansvarlig for den fremtidige drift og vedligeholdelse af den samlede løsning. Kamstrup har vundet opgaven i udbud.

Udskiftningen af målerne vil begynde i 2020 og vil løbe over de kommende 2 år.

 

Du er måske også interesseret i ...