Kamstrup og N1 indgår aftale om 67.000 elmålere

Stilling, 3. Juli 2018

De fleste elværker i Danmark er i gang med at installere nye målere for at møde lovkravet om fjernaflæste elmålere inden udgangen af 2020, og med den nye aftale mellem Kamstrup og netselskabet N1 er der nu konkrete planer for udskiftningen for alle forsyningsområder i Danmark.

N1 er resultatet af en fusion mellem de tidligere selskaber EnergiMidt og Himmerlands Elforsyning, og som følge heraf har N1 aktuelt en håndfuld forskellige målerleverandører i deres elforsyningsområde, som ligger i Midt- og Nordjylland og dækker ca. en fjerdedel af Danmarks samlede areal.

Med den nye aftale opnår N1 at kunne kombinere de nye 67.000 elmålere med de 70.000 Kamstrup-elmålere, som selskabet i forvejen har. De skal alle aflæses og håndteres i ét og samme system, Kamstrups smart grid-platform OMNIA. 

”Det er en klar fordel for os, at de nye målere kan fungere på en allerede eksisterende målerplatform. På den måde undgår vi at øge mængden af systemer, der skal driftes og vedligeholdes”, siger Thomas Guastella Bundgaard, forretningsprojektleder fra N1 og fortsætter:

”Kamstrup har vist sig som en troværdig og kompetent partner i udbudsprocessen, og vi ser frem til at udvide vores eksisterende samarbejde.” 

Uffe Vinther-Schou, Head of Sales Management hos Kamstrup supplerer: ” Vi er meget stolte over, at N1 har valgt at udbygge samarbejdet med Kamstrup. Vi oplever, at bl.a. driftsoptimering, system- og leverandørkonsolidering spiller en stadig større rolle for vores kunder, og vores aftale med N1 er et godt eksempel på, hvordan vi med vores løsninger kan understøtte den tendens.”

Med de nye intelligente målere skal forbrugerne i Aalborg og omegn ikke længere selv aflæse deres forbrug, det sker automatisk. For N1 åbner de hyppigere aflæsninger af elforbruget for nye analysemuligheder og dermed mere indsigt i forsyningsnettet, ligesom de stigende markedskrav i forhold til flexafregning også vil kunne understøttes.

De nye elmålere skal installeres i det forsyningsområde, som tidligere hørte under Himmerlands Elforsyning. Projektet gik i gang i juni måned med et pilotprojekt på 2.000 målere og efter sommeren begynder den egentlige udrulning.

Forventningen er, at alle 67.000 elmålere i forsyningsområdet kan fjernaflæses i august 2019.

For mere information, kontakt:

Uffe Vinther-Schou
Head of Sales Management, Electricity Division
E: uvs@kamstrup.com
T: +45 25 47 76 86
Vi anvender cookies for at sikre, at vores website fungerer korrekt og til indsamling af statistikker om brugere, så vi kan forbedre websitets indhold. Hvis du fortsætter med at benytte vores website, accepterer du brugen af cookies. Læs mere.