Endnu et forsyningsselskab investerer i intelligent måling

SK Forsyning, der forsyner forbrugere i Slagelse Kommune, har valgt at investere i samlet 28.000 intelligente vand- og varmemålere fra Kamstrup. De nye fjernaflæste målere giver en række fordele for både forsyningsselskabet og forbrugerne.

Når forsyningsselskabet SK Forsyning installerer nye, intelligente målere, der kan fjernaflæses slipper forbrugerne for selv at aflæse målerne. Målerne aflæses fremover automatisk af forsyningsselskabet, og det betyder samtidig, at der er mulighed for at få noget mere viden om distributionsnettet. SK Forsyning vil kunne bruge de indsamlede data til at driftsoptimere og analysere,
hvor i deres distributionsnet der er mulighed for forbedringer.

”Ved etablering af et fjernaflæsningssystem af vand- og varmemålere vil hyppige og præcise data give SK Forsyning en helt ny dagligdag. Kundeservicen vil blive markant bedre, og de mange data vil også være med til at gøre arbejdet med driftsoptimering af forsyningens distributionsnet mere målrettet,”

fortæller Ole Tarp, Sales Manager i Kamstrup.

Den indbyggede intelligens i målerne sikrer, at der ved et unormalt højt forbrug vil kunne spores, om der kan være tegn på en begyndende lækage i installationerne. SK Forsyning vil via fjernaflæsningen være i stand til at spore dette og dermed kunne give husejeren hurtigt besked, inden der sker større skade.

”Vi ser mange fordele ved at investere i intelligente målere, både for os selv og for forbrugerne. Vi kan tilbyde en bedre service i form af større indsigt i forbruget, og ligeledes vil vi kunne give besked, hvis der er forbrugere, der ser ud til at have en lækage et sted i huset. Det vil give besparelse af både penge og vand." 

- Henrik Birch, CEO i SK Forsyning.

Om projektet

SK Forsyning og Kamstrup har indgået en aftale om levering af 21.000 intelligente vandmålere og 7.000 varmemålere samt fjernaflæsningssystem. Derudover vil Kamstrup stå for hosting af data, projektledelse, service og drift af projektet. Installationen af målerne vil starte i 2017 og forventes færdigafsluttet i 2018.

For yderligere oplysninger kontakt:

Ole Tarp, Sales Manager, Kamstrup
T: +45 27 56 75 44