Kamstrup vinder kæmpe ordre på intelligente vandmålere i Belgien

23. juni 2016

Clean-tech virksomheden Kamstrup har underskrevet en kontrakt på ca. 193.000 intelligente vandmålere til forsyningsselskabet Water-Link, der forsyner Belgiens andenstørste by Antwerpen.

Torsdag den 23. juni løftede Water-Link under stor mediebevågenhed sløret for projektet på byens rådhus. 

I projektet er Kamstrup underleverandør til Hydroko, der har arbejdet sammen med belgiske vandværker igennem en lang årrække. Aftalen med Hydroko er Kamstrups hidtil største på vandmålere og kommer efter flere år med store investeringer i teknologisk udvikling og innovation inden for intelligent vandmåling.


I det belgiske milepælsprojekt bliver Kamstrups populære vandmåler MULTICAL® 21 integreret med IoT-kommunikationsteknologien Sigfox.
For Water-Link betyder det, at de får den teknologi, der gør dem i stand til at leve op til de krav, der stilles til dem.
”Den intelligente vandmåler er fundamentet for effektivt at håndtere drikkevand på bæredygtig vis”, siger Projektingeniør Jan Van Cappellen fra Water-Link. 

Kamstrups partner, Hydroko, er også begejstret for de fordele, der potentielt kommer ud af projektet. 
Mark Indigne, Adm. Direktør hos Hydroko siger: “I Kamstrup fandt vi dén innovative og fleksible partner, som vi havde brug for til at realisere dette imponerende projekt. Vi fører an på det internationale marked, og kontrakten med Water-Link er dermed ikke kun en milepæl for os”.

Kamstrups unikke intelligente vandmålers meget høje nøjagtighed vil gøre det belgiske forsyningsselskab i stand til at måle ekstremt lavt flow og identificere lækager, sprængninger og forsøg på manipulation. På den måde sikrer de, at vandspild bliver opdaget hurtigt.
”Vores målere sikrer nøjagtig viden om vandforbrug, og det giver Water-Link mulighed for at optimere driften af deres netværk og tilbyde deres kunder et højere serviceniveau”, forklarer Per Trøjbo, der er Senior Vice President hos Kamstrup.

Projektet starter op inden for de næste par måneder med et 12-måneders pilotprojekt med 1.000 målere. Efter et succesfyldt pilotprojekt vil resten af målerne blive installeret i slutningen af 2017. Projektet forventes afsluttet i 2021.

Efterspørgslen på Kamstrups intelligente vandmålere forventes at firdobles over de næste fire år. For at imødekomme dette, er der allerede ved hovedkontoret i Stilling taget det første spadestik til et nyt 10.000 m2 byggeri, der bliver dedikeret til produktion af vandmålere og virksomhedens vandforretning.

“I Kamstrup fandt vi dén innovative og fleksible partner, som vi havde brug for til at realisere dette imponerende projekt. Vi fører an på det internationale marked, og kontrakten med Water-Link er dermed ikke kun en milepæl for os”

- Mark Indigne, Adm. Direktør hos Hydroko
Kamstrups Adm. Direktør Per Asmussen fortæller, at projektet forventes at øge interessen hos store vandværker verden over.

“Projektet vidner om Kamstrups fleksibilitet og villighed til at gå et skridt foran. Vores erfaring og evne til at integrere vores innovative løsninger med andre kommunikationssystemer er rigtig interessant for mange forsyningsselskaber”, forklarer Per Asmussen.
For mere information:
Per Trøjbo, Senior Vice President - Water Meters
D: +45 89 93 11 43
M: +45 40 86 11 43

Vi bruger cookies på vores hjemmeside. Ingen personlige data bliver gemt.

Få mere at vide om cookies