Første intelligente vandmåler med Sigfox-kommunikation

Kamstrups MULTICAL® 21, som er solgt i flere end 1,5 millioner eksemplarer, kan nu fås med integreret Sigfox-kommunikation, der gør det muligt for forsyningsselskaber at benytte Sigfox’s allerede etableret kommunikationsinfrastruktur i stedet for selv at investere i at etablere et netværk til måleraflæsning. Måleren leverer de samme dokumenterede fordele som virksomhedens anerkendte eksisterende intelligente målere og giver samtidigt en konkurrencedygtig mulighed til vandforsyninger, der er på udkig efter en vedligeholdelsesfri infrastruktur.

IoT lader forsyningerne fokusere på deres kerneforretning

IoT og evnen til at forbinde et stort antal enheder, herunder intelligente målere, er lige nu på dagsordenen hos mange forsyningsselskaber. Med lanceringen af deres nye vandmåler med integreret Sigfox-kommunikation præsenterer Kamstrup en ny og innovativ men på samme tid gennemtestet løsning, der tager IoT indenfor intelligent vandmåling fra teori til virkelighed. 

”Vi anser Sigfox for at være et rigtig godt supplement til vores eksisterende Wireless M-Bus-produkter. Med den nye måler kombinerer vi Kamstrups dokumenterede måleteknologi med næste generation af kommunikationsteknologi, så forsyningsselskaberne kan få det bedste fra begge verdener,” siger Per Trøjbo, Senior Vice President hos Kamstrup.
Sigfox samarbejder med forskellige netværksoperatører om at etablere og drive Sigfox-netværket. Forsyningsselskaberne betaler så operatørerne et årligt gebyr for at bruge netværket. “Mange forsyninger vil gerne dedikere deres tid og kræfter til deres kerneforretning uden også at skulle udfylde rollen som kommunikationseksperter og netværksoperatører. For dem er en løsning, der benytter en eksisterende infrastruktur en attraktiv mulighed,” forklarer Stig Knudsen, Product Manager hos Kamstrup. 

For at være i stand til at kommunikere via Sigfox-netværket er en Sigfox-radio integreret i Kamstrups nyeste måler i stedet for f.eks. en Wireless M-Bus-radio. Med andre ord ser måleren ud som den plejer, men sender en anden datapakke.
Kamstrups Sigfox-vandmåler giver alle de samme fordele som deres populære eksisterende vandmåler, herunder høj præcision, lang levetid og lave driftsomkostninger. 

Selv med dagsværdier kan Sigfox-måleren også levere 16 års batterilevetid, og lige som originalen sender den værdifulde alarmer i tilfælde af lækager, brud, tilbageløb og manipulationsforsøg. Det hermetisk lukkede design med IP-68-godkendt vakuumforsegling kombineret med at måleren ikke har nogen bevægelige dele, gør den modstandsdygtig overfor både støv, fugt og slitage.

Det perfekte match til Antwerpen, Belgien

Sigfox-vandmåleren blev udviklet i forlængelse af, at Kamstrup i 2016 vandt ordren på 205.000 MULTICAL® 21-vandmålere til det belgiske forsyningsselskab, Water-link. De valgte Sigfox-kommunikation til deres måleløsning, og Kamstrups nye Sigfox vandmåler er derfor udviklet i tæt samarbejde med projektets partnere.

“Fordi vi kombinerer målerne med en intelligent ventil, var vi overbeviste om, at Sigfox ville fungere bedst for os. Kamstrup er en frontløber indenfor IoT-løsninger til intelligent vandmåling, og de gav os netop den fleksibilitet og interoperabilitet, vi efterspurgte,” siger Jan Van Cappellen, tidligere projektleder hos Water-link.

For yderligere oplysninger kontakt:

Product Manager, Stig Knudsen, Kamstrup, telefon: 89 93 13 82

Vi bruger cookies på vores hjemmeside. Ingen personlige data bliver gemt.

Få mere at vide om cookies