Pilotprojekt bekræfter RTO-beregninger over for Thisted Varmeforsyning

Da Kamstrup fremlagde beregninger, som viste, at Return Temperature Optimizer (RTO) kan sænke returtemperaturen i fjernvarmenettet, ville Thisted Varmeforsyning se konkrete beviser – og dem fik de.
Når man har en ambition om at drive en sund forsyning til gavn for hele kommunen, skal man gøre sit hjemmearbejde ordentligt og investere klogt. Det er Thisted Varmeforsyning et godt eksempel på. Det veldrevne selskab fokuserer på at sikre stabile lave priser på fjernvarme til sine godt og vel 8.000 kunder i Thisted Kommune. Og dét kræver, at man undersøger nye tiltag grundigt, inden man bruger penge på dem, så man er helt sikker på, at de gavner. Da Kamstrup tog til Thisted for at præsentere Return Temperature Optimizer-løsningen (RTO), som kan give betydelige besparelser på fjernvarmedriften, ville den nordvestjyske forsyning således gerne have mere viden, før den traf en beslutning.
Brug for konkrete beviser
Kamstrups sælgere præsenterede en analyse af, hvad forsyningen stod til at opnå. Beregningerne tog udgangspunkt i gængse fysiske og matematiske modeller og var baseret dels på forsyningens egne målertal, dels på Kamstrups erfaringer fra andre forsyninger.
Men Thisted Varmeforsyning bed med det samme mærke i ét lille ord: beregninger. Før de investerede i løsningen, havde de brug for konkrete resultater fra deres eget område, som bekræftede Kamstrups beregninger og beviste, at RTO virker.
Hvad er RTO?
RTO optimerer fjernvarmenettet ved at indsamle temperaturdata fra målerne og bruge dem til at finde installationer, hvor returtemperaturen er for høj. Systemet giver de berørte forbrugere direkte besked via e-Boks, så installationen kan blive indreguleret eller repareret. Forsyningen behøver ikke at foretage sig noget.
Testprojekt med 200 fjernvarmemålere
For at se, om beregningerne holdt stik, aftalte Thisted Varmeforsyning og Kamstrup at afvikle et pilotprojekt i Hillerslev, en mindre by med knap 200 fjernvarmemålere omkring 8 km nord for Thisted. Projektet blev startet i slutningen af februar 2025 og løb i en måned.
Udetemperaturen lå stabilt i testperioden. Det gjorde det nemmere at indsamle data, som ville give et retvisende billede af RTO, fordi værket i Thisted ikke var nødt til at justere fremløbstemperaturen.
Målerdata nærmest identiske med beregninger
Da der var gået en måned, stod det klart, at Kamstrups beregninger passede på en prik. Ikke alene var returtemperaturen i hovedledningen faldet med de omkring to grader, Kamstrup havde beregnet – de temperaturdata, Thisted Varmeforsynings SCADA-system registrerede, svarede så nøje til de beregnede data fra Kamstrup, at de to temperaturkurver var næsten identiske.

Kurverne for Kamstrups beregninger (orange) og Thisted Varmeforsynings målinger (blå) i testperioden er stort set identiske. Kamstrups tal viser højere temperaturer, fordi de er baseret på målinger ved hvert enkelt hus, mens SCADA-systemet registrerer temperaturen i hovedledningen, som er lavere end ved husene pga. det varmetab, der er mellem hus og hovedledning.
Det store temperaturfald på kun en måned skyldes, at de omkring 80 forbrugere i Hillerslev, som i løbet af projektet fik besked fra RTO-systemet, gjorde noget ved deres fjernvarmeinstallationer med det samme. Enkelte forbrugere fik to eller tre påmindelser, men de fleste handlede prompte.
Eksempler på data fra husstandsmålere i Hillerslev, hvor returtemperaturen (blå) faldt markant efter en påmindelse fra RTO-systemet (lodret stiplet linje).
Resultaterne flugter med Kamstrups erfaringer fra andre forsyninger: Mange forbrugere er motiverede til at få optimeret deres fjernvarmeanlæg, fordi de derved kan spare penge eller bidrage til en mere effektiv varmeforsyning. Når anlæg kører dårligt, er det sjældent af ligegyldighed eller ond vilje – folk ved bare ikke, at der er noget galt. Det får de automatisk besked om med RTO.
Besparelser og fremtidssikring
Resultaterne fra Hillerslev betyder, at forbrugerne sparer penge, fordi de slipper for strafgebyrer. Thisted Varmeforsyning opnår også besparelser, fordi de udnytter varmen effektivt og kan reducere fremløbstemperaturen. Og fordi ”rugbrødsarbejdet” med at overvåge forbrugerne er lagt i hænderne på Kamstrup, frigives der mandetimer til mere værdiskabende opgaver – for eksempel at rådgive VVS-montører om optimering og indregulering af borgernes fjernvarmeinstallationer.
Ved at sænke fremløbstemperaturen bliver Thisted Varmeforsyning desuden klar til en fremtid, hvor fjernvarme i stigende grad skal produceres med lavemissionsmetoder som varmepumper eller geotermi. Hvis fremløbstemperaturen er for høj, bliver det meget dyrt at producere fjernvarme med disse metoder. RTO hjælper således forsyningen med at kombinere klimavenlig og omkostningseffektiv fjernvarmeproduktion.
Et uigendriveligt bevis
I Hillerslev fik Thisted Varmeforsyning og Kamstrup sammen sat to streger under, at Kamstrups beregninger af effekten af RTO faktisk er til at stole på i et virkeligt driftsscenarie. Thisted Varmeforsyning fik det håndgribelige bevis, de skulle bruge, og i skrivende stund er RTO ved at blive rullet ud i resten af Thisted Varmeforsynings net.
RTO har også givet gode resultater hos andre danske forsyninger. Læs mere om erfaringerne fra Sæby, Viborg og Solrød.
Måske er du også interesseret i...
.png%3Fh%3D640%26iar%3D0%26w%3D640&w=750&q=100)
Kamstrups Return Temperature Optimizer optimerer fjernvarmen i Viborg

Solrød Forsyning sænker returtemperaturen med RTO

Sæby Varmeværk optimerer fjernvarmenet med ny dataløsning fra Kamstrup
