
Hjerting El- & Vandforsyning sparer tid, kroner og udstyr
Målerdata på timebasis, akustisk lækageovervågning og deling af hjemtagningsnetværk: Med Kamstrup har Hjerting El- & Vandforsyning sparet penge og ressourcer – og fået nye muligheder, man ikke havde før.
”Selve vandbehandlingen har ikke udviklet sig i 100 år for os, der driver vandværk,” bemærker driftsleder Dennis Schrøder fra Hjerting El- & Vandforsyning. ”Men i administrationen og over for forbrugerne kan man til gengæld gøre noget.”
Og dét er Hjerting El- & Vandforsyning i fuld gang med. Selskabet har netop udskiftet sine 3.500 gamle Kamstrup-vandmålere med nye flowIQ® 2200-målere, fordi batterierne var ved at være flade – men udskiftningen har givet forsyningen meget mere end frisk strøm og uafbrudte målinger.
De nye målere indsender automatisk detaljerede data på timebasis, hvilket giver Dennis Schrøder helt nye muligheder for smartere drift. Og da Hjerting ligger lige nord for Esbjerg på den jyske vestkyst, og Hjerting El- & Vandforsynings dækningsområde til en vis grad overlapper med Din Forsynings i Esbjerg, kan de to forsyninger dele hjemtagningsnetværk, og Hjerting El- & Vandforsyning kan spare på indkøb, drift og vedligehold af koncentratorer.
.png?h=481&iar=0&w=672)
Ny teknologi i forbrugernes tjeneste
Hjerting El- & Vandforsyning, som både leverer strøm og drikkevand, har et nogenlunde jævnt forbrug, der ikke varierer det store fra dag til dag. Dennis Schrøder står for alt det praktiske arbejde i multiforsyningen, og han er meget opmærksom på, hvordan teknologi kan hjælpe ham til at gøre det mere effektivt. Endnu er han ikke sikker på, hvordan han vil udnytte alle de nye muligheder, han får med dataene fra den nye Kamstrup-løsning, men målet er klart:
”Jeg bruger den nyeste teknologi til at yde en bedre service over for vores forbrugere,” siger han. ”De data, vi nu får ind, og måden, vi får dem ind på, gør, at det bliver nemmere at bruge tiden effektivt.”

Lettere hjemtagning og mindre efterarbejde
Effektiviseringsgevinsterne er allerede synlige. Inden målerudskiftningen hentede Hjerting El- & Vandforsyning data hjem én gang om året. To mand brugte et par arbejdsdage på møjsommeligt at køre langs forsyningens 125 km vandledning og hjemtage data via drive by-måling. Når dataene var i hus, gik Dennis Schrøder i gang med at validere dem, så forsyningen kunne fakturere korrekt – og dét tog tid.
”Jeg brugte en uges tid på at analysere datamængderne, få dem verificeret og sat ind i afregningssystemet og sendt derhen, hvor de nu skal,” siger han.
Med flowIQ® 2200 er det slut med både bilkørsel og manuel validering af årsværdier. Når tallene kommer ind, overføres de direkte til afregningssystemet, og det har sparet mange ressourcer til bogholderi.
”Vi har sparet en lønudgift på flere hundrede tusinde kroner,” siger Dennis Schrøder. ”Når først teknologien kører, bliver der ikke lavet fejl. De digitale værktøjer er meget akkurate, og de gør tingene smartere og nemmere for driftslederen.”
Lettere og bedre lækageovervågning
En anden fast opgave, der er blevet lettere og giver bedre resultater, er lækageovervågning. De nye målere letter detektivarbejdet for Dennis Schrøder, fordi de kan lokalisere lækager i ledningsnettet ved at lytte efter unormal støj i vandrørene – hver eneste dag.
”Tidligere fik vi lækagealarmer ind en gang om året, og så sendte vi en sms ud til kunderne om, at de nok skulle have fat i en VVS-installatør,” siger han. ”I dag får vi de data ind på daglig basis. Vi er i gang med at sætte systemet op, så der automatisk ryger alarmer ud til forbrugerne om brud. På den måde bliver det nemmere for mig, og jeg tror helt sikkert også, vi får mindre vandspild.”
Med den effektive overvågning sparer forbrugerne ikke bare på vandudgifterne: Dennis Schrøder forklarer, at mange forsikringsselskaber giver et nedslag i præmien, hvis forbrugerne kan godtgøre, at de har overvågning på deres vandinstallationer.
”Det er en ret mærkbar fordel for vores kunder for en i bund og grund lille indsats fra min side,” bemærker han.
Nøjagtige data giver saglige beslutninger
Hjerting El- & Vandforsyning havde i forvejen godt styr på vandet. Man målte hver dag, hvor meget vandværket pumpede ud, og reagerede straks, hvis volumen afveg for meget fra normalen. Derfor kan forsyningen bryste sig af et vandspild på kun cirka 2 %.
Med de nye målere kan Dennis Schrøder nu sammenligne den udpumpede volumen med den fakturerede volumen hos forbrugerne. Dermed kan han sige meget præcist, hvad det reelle vandtab er på et givet sted og klokkeslæt, og den viden kan hjælpe med at beslutte, om man skal gøre noget ved en specifik lækage, som det nemt kan koste tusindvis af kroner at udbedre.
”Jeg forventer, at jeg kan blive meget mere præcis i mine forudsigelser, og jeg og bestyrelsen kan bedre beslutte, om en reparation kan betale sig,” siger Dennis Schrøder.
Delt infrastruktur i løbet af en formiddag
Kamstrup-teknologierne har også sparet ressourcer for Hjerting El- & Vandforsyning på andre måder. Den lille forsyning deler datahjemtagningsnetværk med multiforsyningsselskabet Din Forsyning, som dækker Esbjerg og Varde kommuner og også leverer fjernvarme i Hjerting. Med den delte infrastruktur skal Hjerting El- & Vandforsyning ikke selv opstille, drive og vedligeholde koncentratorer.
”Din Forsyning havde jo i forvejen store koncentratorer, og de ville godt dele infrastruktur med os,” siger Dennis Schrøder. ”Det viste sig, at det faktisk er ultranemt: Det tog en formiddag, så var der helt styr på det: Vi køber os simpelthen bare en plads på deres hjemtagningssystemer.”
Alle Kamstrup-målere i området sender data trådløst til koncentratorerne. Her bliver dataene sorteret og overført til de to forsyningers systemer. Dataene er kodet, så koncentratoren nemt kan se, hvor de hører til, og sende dem til det rigtige system. Din Forsyning modtager dermed data fra sine omkring 30.000 målere, og Hjerting El- & Vandforsyning fra sine omkring 3.500 – fra den samme koncentrator, men uden risiko for, at målerdata ender det forkerte sted.

Store besparelser på elektronik
Hjerting El- & Vandforsyning betaler et årligt gebyr til Din Forsyning for drift og vedligehold af koncentratorerne, og det er en langt billigere løsning, end hvis man selv skulle have stået for det.
”Jeg tør ikke spå om, hvad det skulle have kostet, hvis vi selv skulle have sat koncentratorer op – men det var blevet dyrt. Og med denne løsning kender vi udgiften i de næste mange år,” siger Dennis Schrøder og tilføjer, at han på denne måde også har sparet store ressourcer:
”Vi ville jo skulle sætte koncentratorer op næsten de samme steder som Din Forsyning, så der stod to ved siden af hinanden – det ville skrige til himlen. Og det er jo ikke kun selve koncentratorerne: De skal jo også have strøm. De skal sidde på en silo, og den skal lejes. Der er mange ting, der kan gå galt.”
Hjerting El- & Vandforsynings nye målere blev installeret samtidig med, at Din Forsyning skulle have nye fjernvarmemålere hos de samme kunder. En installationsvirksomhed udførte begge målerskift på én gang, så forbrugerne ikke skulle forstyrres unødigt, og udskiftningsprocessen er med Dennis Schrøders ord ”gået over al forventning”. Kort tid efter, at hver enkelt måler blev installeret, begyndte dataene lige så stille at flyde ind.
”Det virker – det kan jeg se. Jeg er meget rolig ved det,” bemærker Dennis Schrøder.

Fortsat udvikling giver store muligheder
Vandbehandling har måske ikke ændret sig meget de sidste hundrede år, men med de nye Kamstrup-løsninger er Hjerting El- & Vandforsyning for alvor trådt ind i det 21. århundrede, når det gælder digitalisering af administration og drift. For Dennis Schrøder står udviklingen aldrig stille, og han er altid på udkig efter nye løsninger.
”Jeg mener, at man har pligt til at følge med – for alles skyld,” siger han. ”Kamstrup-løsningerne løfter det hele op på et nyt plan, fordi det er den nyeste teknologi, der er proppet i dem. Overordnet er jeg rigtig godt tilfreds med samarbejdet.”
Helt i tråd med denne fortsatte udvikling er Hjerting El- & Vandforsyning skiftet til Kamstrups nye intuitive platform til målerdatastyring flowIQ® Smart Water Platform. Platformen giver et hurtigt overblik over alle vigtige driftstal og gør det lettere at arbejde med data. Den er dermed et naturligt næste skridt i Hjerting El- & Vandforsynings fortsatte indsats for at følge med udviklingen; en indsats, der allerede har givet Dennis Schrøder en masse muligheder, han ikke havde før.
”Jeg glæder mig til at komme rigtig godt i gang,” slutter han. ”Vi har fået en masse muligheder, og så må vi se, præcis hvordan vi vil udnytte dem.”
Let’s get the conversation started
How can we help you today?





