Kamstrup tilslutter sig iPower

Kamstrup bekendtgør i dag, at de tilslutter sig iPower, et forskningsprojekt i smart grid.

I 2025 kommer 50 % af Danmarks elektricitet fra vindenergi. iPower vil komme denne ambition i møde ved at udvikle et intelligent og fleksibelt energisystem, som kan håndtere den fluktuerende elproduktion.

iPower er et forskningsprojekt bestående af 32 samarbejdende partnere, forskningsinstitutioner og industrivirksomheder fra forskellige lande.

Institut for Elektroteknologi ved DTU koordinerer projektet og har det overordnede ansvar for, at iPower-platformen opnår de ønskede resultater. Partnergruppen, som udgør iPower-platformen, har både kapacitet og bredde til at udvikle og demonstrere løsninger, som dækker alle kritiske aspekter af intelligente energisystemer med fleksibelt forbrug.

“Kamstrup investerer betydelige ressourcer og midler i den fortsatte udvikling af vores Smart Grid-system, OMNIA,” siger Henrik Bæk Jørgensen, Senior Product Manager for Smart Grid ved Kamstrup og fortsætter: “Innovation og udvikling af nye teknologier udgør kernen i vores produktudvikling. Det er derfor kun naturligt, at vi går sammen med førende forskningsinstitutioner og 

virksomheder i dette projekt.” Leder af iPower-programmet, Anders Troi fra DTU, byder Kamstrup velkommen som nyt iPower-medlem. “Intelligent energimåling er den uundværlige forudsætning for mange anvendelsesområder i smart grid-løsningerne, og Kamstrup har nogle kernekompetencer som en førende virksomhed inden for intelligent
energimåling,” siger Anders Troi. Arbejdet i iPower er delt i 7 arbejdsområder. Kamstrup vil deltage i arbejdsområdet for “Domestic Demand Response” og vil levere intelligente elmålere, overvågningsenheder til transformerstationer, trådløs kommunikationsinfrastruktur og software til andre arbejdsområder.

Yderligere informationer

Henrik Bæk Jørgensen
Senior Product Manager – Smart Grid, Kamstrup A/S
E-mail: hbj@kamstrup.dk
Tlf.: +45 8993 1468

Anders Troi
Head of Programme, iPower
Intelligent Energy Systems Programme (IES) 
E-mail: andtr@elektro.dtu.dk